Taedium Vitae

Jeg har forsøgt mig med mikrodosering af svampe over den seneste tid. 0,3 g, hver tredje dag. Det er med skuffelse at jeg må konstatere, at jeg ikke rigtig kan mærke forskel. Jeg havde ellers sat min lid til, at dét her, dét skulle være vendepunktet! Nervebanerne i min hjerne skulle suse, danne nye forbindelser, se nye muligheder. I stedet har jeg bare kvalme. Hvis jeg skal være ærlig, aner jeg heller ikke hvilken slags svamp jeg tager. Til gengæld er jeg gået ned på halv dosis af mine antidepressiver. Efter at have grædt en uge straight, ser det nu ud til at have stabiliseret sig nogenlunde. Jeg håber sådan på et liv uden medicin i en nær fremtid...

Mit tankespind er askegråt jeg støver stille af Så gamle ord de dukker frem min vilje er for svag Så vågner jeg og tænker tit mit liv er en kliché Jeg lever blindt i selvbedrag men det kan ingen se

På et tidspunkt besluttede jeg at være ærlig overfor mine venner. Jeg har fortalt dem, præcist hvordan jeg har det. Eller, ikke præcist... Jeg tror aldrig jeg har vist nogen som helst mit aller grimmeste ansigt, men jeg har fortalt dem i store træk, hvordan jeg har det. Jeg kan mærke, de gør sig umage med at hjælpe, og være søde og imødekommende. Det er en ambivalent følelse. Jeg er glad for opmærksomheden og omsorgen, men jeg føler mig samtidig forskelsbehandlet. Det bliver tydelig, at jeg er anderledes indeni, selvom man ikke kan se det på mig. Jeg frygter, at de stopper med at joke med mig, fordi de er bange for, jeg ikke kan tåle det. Jeg frygter at de bliver trætte af mig, at det er en stor opgave i sig selv blot det at være min ven. Og sidst men ikke mindst frygter jeg, at de "forlader mig". Så dramatisk formulerer jeg det, i mit eget hoved. Jeg har ingen fobier, men jeg har angst af ubeskrivelige proportioner for at blive forladt. Men solen har skinnet i dag. Det går...

Jeg fandt min gamle blog i dag, og fik med det samme lyst til at starte en ny. Det er syv år siden jeg har postet noget på den gamle. Men det slog mig, at selvom jeg også havde ondt i sjælen dengang, så vidner mine tekster om et stadigt spirende håb, en tro på at alt nok skal blive bedre. Noget som jeg synes siden at have mistet. Erstattet af kynisme og negativitet i takt med livets skuffelser. Og jeg har ikke tænkt mig at lægge låg på i denne blog, det skal du vide, kære læser. At male et rosenrødt billede, der ikke er. Der bliver skåret ind til benet, det bliver lige på og hårdt. Det her bliver fucking ærligt. Og således opløftet vil jeg begynde... Jeg skal forestille at være 26. Jeg er diagnostiseret med periodisk depression og en personlighedsf orstyrrelse. Denne såkaldte "gave" jeg er blevet givet... Livet. Jeg bryder mig ikke om den. Jeg har ikke bedt om den, og jeg vil ikke have den. Hver dag står jeg op, ikke af lyst, men fordi jeg skylder andre mennesker det - mine ...