et forsøg på at være ærlig og åben

På et tidspunkt besluttede jeg at være ærlig overfor mine venner. Jeg har fortalt dem, præcist hvordan jeg har det. Eller, ikke præcist... Jeg tror aldrig jeg har vist nogen som helst mit aller grimmeste ansigt, men jeg har fortalt dem i store træk, hvordan jeg har det. Jeg kan mærke, de gør sig umage med at hjælpe, og være søde og imødekommende. Det er en ambivalent følelse. Jeg er glad for opmærksomheden og omsorgen, men jeg føler mig samtidig forskelsbehandlet. Det bliver tydelig, at jeg er anderledes indeni, selvom man ikke kan se det på mig. Jeg frygter, at de stopper med at joke med mig, fordi de er bange for, jeg ikke kan tåle det. Jeg frygter at de bliver trætte af mig, at det er en stor opgave i sig selv blot det at være min ven. Og sidst men ikke mindst frygter jeg, at de "forlader mig". Så dramatisk formulerer jeg det, i mit eget hoved. Jeg har ingen fobier, men jeg har angst af ubeskrivelige proportioner for at blive forladt.

Men solen har skinnet i dag. Det går mod lysere tider. I mere end én forstand.

// Alyce